Partnerskaber – til gavn for mennesker med gigt

Forebyggelse, bedre vilkår og højere livskvalitet for mennesker, der lever med en gigtsygdom, det er drivkraften i Gigtforeningens partnerskaber.

Vi samarbejder og indgår partnerskaber med et bredt spektrum af aktører - private som offentlige - lokale, regionale og nationale.

Gigtforeningens partnerskaber

Gigtforeningen har indgået en række fortløbende samarbejder til gavn for mennesker med gigt:

  • AquaPunkt, Danske Svømmebade

    Gigtforeningen har i samarbejde med Danske Svømmebade udviklet ”AquaPunkt”, som er et træningskoncept i vand – projektet blev i flere omgange støttet af TrygFonden. AquaPunkt blev udviklet på baggrund af vores unikke viden om vandtræning. Træningsformen styrker kroppen, lindrer de ømme punkter og forebygger problemer i led, ryg og muskler.

    Fra 2021 driver Danske Svømmebade AquaPunkt. Gigtforeningen deltager i et begrænset omfang end tidligere.

  • Elmer Advokater

    Gigtforeningen har indgået et samarbejde med advokatfirmaet Elmer Advokater. Firmaet er specialiseret i blandt andet erstatnings- og forsikringsret og har stor erfaring med at bistå skadelidte og sygdomsramte mennesker i sager over for forsikringsselskaber og myndigheder.

    Gratis vurdering til brugere af Gigtforeningens Rådgivning

    Samarbejdet betyder, at brugere af Gigtforeningens Rådgivning får mulighed for gratis at få en overordnet vurdering af deres sag, når der allerede er truffet afgørelse i sagen.

    Vurderingen dækker følgende typer af sager: 

    • Forsikrings- og pensionssager
    • Patientskadesager
    • Sociale sager

    Her vil Elmer Advokater vurdere muligheden for at bringe en sag videre i systemet.

    I forsikrings- og pensionssager samt patientskadesager vil Elmer Advokater vurdere, om der er grundlag for at klage over afgørelsen, eller om sagen skal indbringes for Ankenævnet for Forsikring eller for domstolene.

    I sociale sager, hvor der er truffet afgørelse af den øverste, administrative klageinstans, vil Elmer Advokater vurdere, om der er grundlag for at indbringe sagen for domstolene.

    Henvisning til Elmer Advokater

    Det er Gigtforeningens Rådgivning, der henviser brugere til Elmer Advokater. Det betyder, at man som bruger først kan kontakte advokatfirmaet, når man har drøftet sin sag med en rådgiver, der vurderer, at Elmer Advokater vil kunne hjælpe.

    Rabat på videre advokatbistand

    Hvis Elmer Advokater fører sagen videre, vil brugere af Gigtforeningens Rådgivning få en fast rabat på 10 % af firmaets normale salær.

    Læs mere om Elmer Advokater

  • Forskningspanelet – James Lind Institute

    Gigtforeningen har indgået et samarbejde med James Lind Institute, som driver Forskningspanelet. De arbejder for at gøre det nemt og sikkert at deltage i forskningsprojekter som patient.

    Gigtforeningen hører af og til, at det bliver stadigt vanskeligere at finde patienter, der har lyst til at indgå i forskningsprojekter. Gennem Forskningspanelet har mennesker med interesse i forskning mulighed for at styrke forskningen ved at tilmelde sig og kunne indgå i diverse relevante projekter.

    Det er gratis at melde sig ind i Forskningspanelet.

    Man kan melde sig ud af Forskningspanelet, når man har lyst, og ens data vil blive slettet.

    Er man tilmeldt Forskningspanelet, vil man løbende blive tilbudt at være med i relevant og nyttig forskning.

    Samarbejdet mellem Gigtforeningen og Forskningspanelet er ikke af økonomisk art. Samarbejdet sker ud fra et ønske om at styrke forskningen til gavn for mennesker med gigtsygdomme.

    Læs mere om Forskningspanelet

  • Partnerskabet omkring projekt Naturtræning

    Gigtforeningen har indgået et partnerskab med DGI og forskningsenheden PROgrez på Slagelse Sygehus, som i et fælles projekt skal udvikle 50 naturtræningsfællesskaber målrettet mennesker med sygdomme i led, ryg og muskler. Projektet er støttet med 3 millioner kr. af Trygfonden. 

    Læs mere om naturtræning

     

  • Fødevarepartnerskab - for sundhed og klima

    Gigtforeningen er med i Fødevarepartnerskabet for sundhed og klima, som arbejder sammen for at gøre en forskel via innovation, tilgængelighed og kommunikation af sundere fødevarer til danskerne, så det sunde valg fremover bliver det lette valg.

    Partnerskabet drives af Fødevarestyrelsen og partnerne tæller bl.a. detail, foodservice, fødevareproducenter og sundhedsorganisationer. I 2018 blev det konstateret, at der i Danmark er flere overvægtige end normalvægtige. Det går den forkerte vej - både med de usunde kostvaner og vægten.

    Partnerne skal arbejde aktivt i partnerskabet med ét eller flere indsatsområder:

    • Øge udbud og tilgængelighed af sundere fødevarer og måltider (inkl. fx Nøglehulsmærket)
    • Produktinnovation med mere fuldkorn, fisk og grønsager i alle kategorier
    • Produktinnovation med mindre salt, sukker og/eller mættet fedt
    • Øge markedsførings- og kommunikationsindsatsen for sundere fødevarer og måltider
    • Påvirkning af forbrugernes bevidsthed om madens betydning for det gode og sunde liv
  • PensionDanmark

    Gigtforeningen har siden 2010 haft et formelt samarbejde med PensionDanmark. PensionDanmark er pensionsselskab for 680.000 faglærte og ufaglærte lønmodtagere.

    Målet med samarbejdet er, at sikre målrettet hjælp til PensionDanmarks mange medlemmer med muskel- og skeletproblemer. Forekomsten af muskel- og skeletsygdomme er væsentlig højere blandt PensionDanmarks medlemmer end i befolkningen som helhed.

    Kommunikation og information om muskel- og skeletsygdomme

    Gigtforeningen og PensionDanmark samarbejder om information om muskel- og skeletsygdomme til PensionDanmarks medlemmer.

    Betalt medlemskab af Gigtforeningen

    Medlemmer af PensionDanmark, der får offentlig førtidspension på grund af gigt, får ét års betalt medlemskab af Gigtforeningen.

    PensionDanmark

  • Røgfri Fremtid

    Gigtforeningen en del af partnerskabet Røgfri Fremtid, der arbejder for, at vi i 2030 ser de første røgfri generationer.

    Partnerskabet Røgfri Fremtid er dannet af Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden med inspiration fra udlandet, hvor organisationer, politikere og borgere står sammen for at skabe en røgfri fremtid for kommende generationer.

    Som partner i Røgfri Fremtid bakker vi op om visionen om et røgfrit Danmark, hvor ingen ryger eller bliver udsat for tobaksrøg. Målet for 2030 er, at ingen børn og unge og at færre end 5 procent af den voksne befolkning ryger.

    Vi støtter Røgfri Fremtids hovedbudskaber:

    • Børn og unge har ret til vokse op uden røg, og sammen tager vi ansvar for, at det bliver muligt.
    • Sammen vil vi skabe en røgfri fremtid, hvor flere børn og unge får bedre muligheder for at skabe sig et sundt og godt liv.
    • Sammen vil vi sikre, at færre ryger, så færre bliver syge af tobaksrøg.

    Læs mere om Røgfri Fremtid

  • Stripo

    Gigtforeningen samarbejder med Stripo (udbyder af værktøjer til e-mailmarketing) om at udvikle vores e-mailkampagner. Ved brugen af deres løsninger er vi opdaterede på teknologi og sikkerhed, ligesom vi har adgang til de bedste måder at levere de mange spændende artikler og andet indhold, som produceres af Gigtforeningens medarbejdere.

  • Medlemskaber, samarbejder og partnerskaber

    Læs mere om Gigtforeningens medlemskaber og samarbejder og partnerskaber:

    Internationalt samarbejde

    Paraplyorganisationer

    Kampagner og andre samarbejder

    Hvis du vil vide mere om Gigtforeningens samarbejdsaftaler, eller ønsker at indgå en aftale med Gigtforeningen, er du velkommen til at kontakte os.

Senest opdateret 29.01.2024