• Blogforside
  • Kost
  • Kræs for det gode måltid – kend smagenes kongerække

Kræs for det gode måltid – kend smagenes kongerække

13. juli 2021
Citron, urter, olie

Vi skal have respekt for råvarerne og bruge vores sanser til at lave mad, der virkelig smager af noget. Mad, som vores bedstemor lavede den, dengang den smagte af kærlighed og ægthed. Intenst. Meget var saltet, røget og surt, men ren smag. Fordi vi havde tiden. Og vi lavede ikke mere end det, vi skulle bruge.

Har du gigt, har du brug for, at maden er let at lave. Men den skal også smage skønt.

De nordiske smagsnuancer er simple, men jeg tror, at fremtidens mad bliver endnu mere simpel og mere ren. Samtidig må den gerne være båret af lokalt kendskab, velfærd, lækre råvarer – og ikke mindst gode historier.

Historierne ligger blandt andet i at forelske sig i sæsonen og spise efter årstidernes skift. Hvor kommer det fra? Hvad betyder sæsonen? Hvad hedder fisken? Hvilke forskelle er der på grønt, frugt og rodfrugter?

Smagene lever i et strengt hierarki
Saltet er kongen. Han kan ødelægge hele måltidet med for meget eller for lidt, men han kan aldrig stå på sidelinjen. Det er bl.a. parmesan eller anden ost, nordiske kapers (= syltede ramløgsknopper), danske cornichoner, groft salt …

Dronningen er Sødme. Hun kan undværes, men hun er uhyre vigtig for kongen, da deres samspil giver en sund balance. Regentparret har hver deres køkken, som traditionelt har været adskilt, men i nyere tid, hvor verden er blevet mindre, er de to blevet mere afslappede sammen. Sødmen har fået plads i hovedretten, og saltet har sneget sig ind i desserten. Sødme er bl.a. ketchup, pesto, rapsolie, gastrikker (du kan google, hvad det går ud på!), honninger, puré af danske ærter, syltede beder.

Prinsen er Bitterhed; en sand nødvendighed. Han giver kongen og dronningen en platform, der får dem til at holde sammen. Kommer prinsen på tronen, bliver maden ødelagt. Det er bl.a. nødder, kerner og korn, bygflager, mørk chokolade, øl-malt, tang.

Bonden er Syrlighed, og selv om han ligger helt i bund, er han lige så vigtig som kongen. Brugt rigtigt løfter han hele hierarkiet til nye højder. Det er f.eks. danske eddiker, drueagurker, havtorn – tørret eller som juice, forskellige mejeriprodukter, syltede beder.

Derudover er der flere Need2Have: Worcestersauce, soya, citroner, hvid og sort peber, flåede tomater, en god olivenolie, en god vineddike, dijonsennep, muskatnød, nelliker, kanel, kardemomme.

Et lille udvalg af krydderier og friske urter i vindueskarmen. Koriander, laurbær, timian, løvstikke, basilikum, oregano, rosmarin, purløg og kørvel. Derudover vil jeg gerne have, at du har moderurterne timian, dild og persille. De skaber grundsmagen i mange gryder.

Kender du til de her basisregler, kan du godt gå i gang med at prøve dig frem og skabe mad med dybde og smag. Brug sanserne – og husk historierne. Om råvarerne, om maden i din barndom, om livet!

Fortæl om en smagsoplevelse, du aldrig glemmer. Fra barndommen, fra Tibet eller Tunesien eller fra den aften, hvor en 7-årig dreng stod for middagen og havde lagt hele sin sjæl i måltidet. Fortæl!


Kommentarer (6)

  • Oksekødsuppe med alt verdens grønsager kogte kartofler nums det fik vi altid da jeg var barn og mor lavede til flere dage

  • Min mormors krebinetter med nye kartofler blomkål gulerødder og porrer og god hvid tyk sovs alt fra egen avl det var min barndoms bedste minde og laver den selv ofte

  • Prøv let kogte blomkålsbuketter med rejer i en chilesauce – enten med fløde eller olivenolie efter behag – samt alle de krydderurter, du har ved hånden. Sundt, smager godt, hurtigt at lave.

  • Som barn i slut 50 og 1960erne kom hjem på sommerferie ved Ebeltoft var det første måltid , stegte ål så mange jeg kunne spise, nyopgravede kartofler med persille og til dessert jordbær med strøsukker og fløde. ☀️❤️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Felter med * skal udfyldes

Claus Holm

”Jeg er kok, smagsudvikler og foredragsholder – og et menneske med trang til at gøre en forskel. I mit køkken kan alt lade sig gøre.” Claus Holm har altid arbejdet med mad – du kender ham sikkert fra Go´ Morgen Danmark og TV2-programmet Go´ appetit. Claus leverer opskrifter til Gigtforeningen. De er sunde, de smager fantastisk, de er lette at lave – og så koster de ikke en bondegård. I 2018 var Claus tæt på at miste livet på grund af overvægt og en tilværelse med f…

Læs nyeste indlæg